Var du også kikset og bange?

Dengang jeg var teenager ude på Vestsjælland i 90’erne, var jeg ikke særlig smart.

Jeg havde efter et par år med hiphop, opgivet drømmen om at være sort og undertrykt, og kastet mig over den alternative rockmusik. I ved, sådan noget som grunge, rap-metal og de der afarter der lugtede lidt af at være farligt, men uden at brænde kirker af.

Jeg anlagde mig selvfølgelig også langt hår, for det hørte sig lige som bare til, og så kunne jeg tydeligt markere overfor de andre, at jeg hverken var fodbolddreng eller bonderøv.

Der var nu ikke meget der ændrede sig. Håret blev da længere og jeg fik nogle band t-shirts, for at pointere mit tilhørsforhold, men ellers sad jeg stadig inde på mit værelse og hørte musik og prøvede at opdage noget nyt ved at nærstudere band-takkelister og læse Mix.

Jeg havde nemlig ikke det der rebelske i mig. Og oprøret. Jojo, jeg kunne da godt synes, at mine forældre var åndssvage og drømme mig væk, men det der med at give fingeren til samfundet og spille guitar og ryge cigaretter, det kunne jeg altså ikke. For når alt kom til alt, så var jeg mest af alt bange. Bange for hvad de andre syntes om mig og bange for verden. Genert og kikset. Bare ikke på den fede måde.

Ikke lige som Beck!

’Loser’-videoen tordnede frem på skærmen, og han virkede bare ligeglad med det hele. Kikset, men mega-sej. Bygget op om et catchy guitar-riff, et hiphop-agtigt beat og Beck der rapper. Og så omkvædet altså, for pokker det var godt. Det var beskidt og så spillede han på guitar med ild i. Det var 100% ikke noget for dem i klassen. Altså 100% noget for mig.

 

 

Det var en sang jeg kunne høre igen og igen, men jeg fik først købt cd’en på et loppemarked for et års tid eller to siden. Hans næste plade derimod hørte jeg rigtig meget. ’Odelay’ hedder den. Der var sket noget med lyden. Den var pænere. Mere funky. Og Beck var lige pludselig blevet tjekket. Pladen var produceret af The Dust Brothers, som også havde produceret Beastie Boys – ‘Paul’s Boutique’-pladen, og det var i min bog bare endnu en grund til at være nede med det.

Og hvordan kunne man ikke være det? Altså prøv lige at følge med en gang.

 

 

Nå, jeg kom lidt ud på et sidespor. Det her jo en jazz-blog, så hvorfor i alverden fabler jeg om sorte drømme, rap-metal og Beck? Jo, det skal jeg sige jer. Dagens quiz har nemlig noget med Beck at gøre.

Vi skal nemlig lege sample-quiz.

 

Hvilken artist og hvilket nummer har Beck samplet‘Cellphone’s Dead’?

 

 

Videoen er i øvrigt instrueret af Michel Gondry, der har lavet ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ‘The Science of Sleep’, og en masse udknaldede musikvideoer, der gjorde det lidt sjovere at se på den slags.

God fornøjelse.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Quiz og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Var du også kikset og bange?

  1. Chrille siger:

    Det lyder som noget Chameleon fra Herbie Hancocks Headhunters plade.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s